Ferietid! Det er blevet tid til at tage på kør-selv-ferie i Tyskland. Min mor og jeg var afsted i 2014, og den succes ville vi gerne gentage i år. Så vi stod tidligt op og kørte sydpå. Vi havde valgt at tage færgen til Tyskland, så vi kunne få en morgen pause og spise lidt mad samtidig, og derudover ville vi lige købe lidt drikkevarer i Burg, så vi ikke skulle tænke på det. Men selvom jeg havde tjekket på nettet (tilsyneladende ikke godt nok), så var forretningerne ikke åbne, så vi måtte køre videre.
Heldigvis er det ikke noget problem at finde et sted at købe drikkevarer langs de tyske motorveje, så vi startede vores tur sydpå. Vores plan var umiddelbart at sigte efter Nürnberg, for der ville vi gerne i zoologisk have og se selve byen. Vi stoppede et par timers kørsel fra Nürnberg, for vi var blevet godt trætte. Det er anstrengende at køre på de tyske motorveje med den høje fart, når man ikke er vant til det. Ærlig talt, så havde vi heller ikke regnet med at nå hele vejen derned på en dag, så vi fandt et godt overnatningssted, nød maden og faldt omkuld i sengen.