Ja, jeg ved godt, at det er en triviel ting, men det er faktisk noget, som jeg skulle have gjort for noget tid siden. Det startede for mere end 3-4 år siden. Hver gang jeg havde været ude og rejse, så kom jeg hjem til et brusehoved, hvor vandet sprøjtede ud til at alle sider. I starten rettede det sig efter en enkelt tur under bruseren, men efterhånden begyndte der at gå 3-5 gange, før den normaliserede sig.
De sidste par måneder er problemet så begyndt at være permanent. Og det er blevet værre og værre, så jeg bed i det berømte sure æble og bestilte et nyt brusehoved. For at være helt ærlig, så interesserer det mig ikke rigtig, så jeg valgte et, der mindede om det, jeg havde i forvejen.
Jeg forudså, at slangen nok ville være svær at skrue af brusehovedet (det er trods alt 14 år gammelt), så jeg havde også bestilt en ny slange. Jeg fandt et par tænger frem, og så gik jeg i gang. Dog prøvede jeg lige, om jeg kunne skrue slangen af med hånden. Det gik som en leg, så jeg stod lidt og måbede. Det havde jeg ikke regnet med.
Pakning og enden af slangen blev lagt i blød, og da jeg vendte tilbage, var alting fint, rent og kalkfrit. Jeg satte det nye brusehoved op, og nu kommer der kun vand ud af de dertil indrettede huller 🙂


