Det er nu næsten en måned siden, at jeg er sluppet for flere undersøgelser i forhold til mit lille hospitalsophold i starten af året, så jeg vil lige komme med en lille status opdatering på, hvordan jeg går og har det.

Jeg er næsten tilbage til mit gamle jeg. Jeg har også fysisk været på arbejde en enkelt dag om ugen i nogle uger – dog kun halve dage. Jeg bliver nemlig stadig hurtigere træt end før. Det gælder både fysisk og mentalt. Jeg holder stadig hyppige pauser, når jeg arbejder, og så går det faktisk godt.

Når jeg kommer hjem, er jeg totalt brugt og skal bruge resten af dagen på at hvile. Men det går fremad.

Spilleriet går stadig langsomt fremad, og jeg regner med at være klar til slutningen af april.

Jeg har ikke fået genoptræning i forhold til mit hospitalsophold, men jeg opfatter det alligevel som genoptræning, når jeg skal genopbygge muskulaturen igen. Til det bruger jeg først og fremmest gåture, og det er altså skræmmende, hvor hurtigt det går ned ad bakke, når man er syg.

En tur op og ned af villavejen føles som et maratonløb, til trods for at det foregår i snegletempo. Jeg bliver forpustet, og benene er tæt på at opgive. Men jeg prøver stadig, og jeg skal kunne gå ned til stationen og retur igen, før jeg tør forsøge en arbejdsdag fysisk på min arbejdsplads.

Næste store genoptræningsemne er mit spilleri. Det er virkelig hårdt arbejde, og jeg er til tider tæt på at give op. Min evne til at blæse er væk, embouchuren skal trænes op, fingrene lystrer ikke, og hjernen bliver hurtigt træt, så jeg ikke kan læse noder. Første gang jeg skulle blæse i min saxofon, kom der ikke en lyd. 10 min er det maksimale i øjeblikket, og tro mig, det lyder ikke godt, når jeg forsøger at spille. Jeg har et mål om at være klar, når jeg skal spille med big bandet i slutningen af april og wienerorkesteret i starten af maj, men lige nu er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg når det.

Jeg har desuden været et smut på Rigshospitalet for at snakke med en overlæge der. Som sagt, så er jeg godt træt af undersøgelser, og jeg ønsker bare min hverdag retur. Gudskelov var lægen enig med mig om, at der højst sandsynligt ikke er noget galt med mig, men at det simpelthen har været uheldige omstændigheder. Hun har kun ros til overs for sygehuset, der har behandlet mig,  og mener ikke, at yderligere undersøgelser gavner. Vi aftaler, at jeg skal have taget blodprøver jævnligt det næste års tid, og så snakkes vi ved igen om et år. Dog er der lige en løftet pegefinger om, at det kunne være endt rigtig galt, og at jeg skal være ekstra opmærksom og kontakte hende, hvis jeg render en i en periode med diarre og/eller opkastning igen.

Her er så historien om, hvorfor jeg var forsinket med at ønske godt nytår. Du må undskylde mig, hvis det til tider er overfladisk, men der er desværre noget, der er gået tabt i min hukommelse, og andet har jeg fået fortalt.

Det hele startede, da jeg lille juleaften blev utilpas. Juleaften lagde jeg mig for alvor syg med feber, hovedpine og diarre. Det varede så et par dage, og mellem jul og nytår begyndte det at gå bedre, men jeg blev ikke rask nok til at holde nytårsaften sammen med venner og familie. I stedet blev den tilbragt hjemme og i sengen – øv.

Den 2. januar ringede jeg til lægen, for jeg var begyndt ikke rigtig at kunne gå uden at skulle støtte mig til vægge, og jeg havde svært ved at rejse mig op. Jeg blev bedt om at møde op senere på dagen, og det gjorde jeg. Her blev jeg testet for, om jeg havde en infektion, og det havde jeg ikke. Til gengæld mente lægen, at min saltbalance var en smule lav, så hun bad mig tage hjem og spise chips og drikke cola.

Jeg var ikke helt i stand til at handle ind, så da mine forældre alligevel ville komme på besøg, så ringede jeg til dem og spurgte, om de ikke kunne købe nogle chips til mig på vejen. Et par dage senere skulle jeg hænge min postkasse op, og jeg måtte simpelthen opgive efter 3 forsøg. Jeg var ude af stand til at stå og holde postkassen, mens jeg skruede skruer i.

Den 6. januar var jeg så dårlig, at jeg knap kunne hverken gå eller stå, så igen ringede jeg til lægen. Denne gang var jeg nødt til at ringe til mine forældre for at høre, om de kunne køre mig til lægen, for det var jeg ikke selv i stand til.

Efter at have kæmpet i et kvarter for at få sokker, bukser og sko på, så måtte jeg opgive. Min mor måtte hjælpe med sokker og sko, og så måtte hun støtte mig ud til bilen. Hos lægen hjalp en anden patient med at halvt støtte og halvt slæbe mig ind i lægehuset.

Igen blev jeg testet for infektion, og igen var prøven negativ. Det endte med, at lægen ringede efter en ambulance, så jeg kunne blive indlagt på sygehuset. Jeg var nu så dårlig, at jeg ikke selv kunne gå eller stå, og jeg havde svært ved at huske, hvad der var sket de sidste 14 dage. Derudover føltes det som at være en boble, så det var svært at høre og samle tankerne, så jeg kunne svare på spørgsmålene, som jeg blev stillet af ambulance folkene.

Da resultaterne af de første blodprøver, som blev taget på hospitalet, kom, var det tydeligt, at jeg havde en MEGET lav saltbalance. På det givne tidspunkt var jeg ikke helt i stand til at forstå alvoren, men er senere blevet gjort opmærksom på, at det var temmelig alvorligt, og at det kunne være endt rigtig galt.

Jeg var indlagt på intensiv afdelingen i 5 dage, og yderligere 5 dage på almindelig afdeling, før jeg blev tilbudt at komme hjem på ‘orlov’. Altså kunne jeg få lov til at komme hjem, men jeg skulle stadig dukke op til blodprøver og undersøgelser jævnligt.

Jeg har nu fået foretaget CT- og PET skanning samt en 2 timers MR-skanning, og de har intet fundet. PET skanningen viste godt nok en meget aktiv rygsøjle, som de ikke havde set før, men MR-skanningen kunne ikke bekræfte, at der var noget galt. Så nu er jeg blevet henvist til Rigshospitalet. For at være helt ærlig, så gider jeg ikke flere undersøgelser.

En anden udfordring, når man har været ‘væk fra dagligdagen’ i en måneds tid, så er der bare mange aftaler, som der skal følges op på – tandlæge, frisør, fodterapeut osv.

Jeg er også så småt begyndt at arbejde. Jeg trænger simpelthen til at få min dagligdag tilbage, også selvom det skal foregå i et stille og roligt tempo.