Med undtagelse af min migræne så fejler jeg stort set aldrig noget. Jeg bliver meget sjældent ramt af influenza eller forkølelse, så det var til min store overraskelse, da jeg pludselig begyndte at få udslæt over hele kroppen.

En tirsdag på arbejdet blev jeg opmærksom på, at min lænd kløede og var blevet nubret. Da jeg kom hjem, prøvede jeg at se mig i spejlet, men jeg kunne ikke rigtig se noget. Om onsdagen kunne jeg pludselig se, at jeg var rød og havde noget udslæt på lænden. Torsdag havde det bredt sig til hoften, så jeg bedre kunne se det. Jeg blev bekymret, så jeg besluttede at ringe til lægen. Jeg ville egentlig bare vide, hvornår jeg skal begynde at blive bekymret, men lægen ville godt se det allerede mandag.

På sin vis syntes jeg, at det ikke var nødvendigt, men i løbet af weekenden blev det værre og værre, og jeg var ved at klø mig selv ihjel. Jeg blev lykkelig for, at jeg havde en tid hos lægen mandag. Mandag kiggede en nyuddannet læge på det, og hendes kommentar var: Det var godt nok voldsomt. Hun hentede en af de erfarne læger, som straks udbrød: Det er godt nok voldsomt. Ja okay, så har jeg forstået det. Til det skal så siges, at udslættet havde bredt sig til halvdelen af ryggen, armene og benene, og det kløede virkelig meget. Begge læger kiggede intenst på det og konstaterede, at det ikke kunne være fnat, da det havde spredt sig alt for hurtigt. Der blev taget en skrabeprøve, og så fik jeg noget antihistamin, som skulle tage kløen. De syntes, at det var lige voldsomt nok at smøre binyrebarkhormon på hele kroppen.

Jeg får resultatet af prøven torsdag, og der er ikke nogen infektion af nogen art, så jeg får en henvisning til en hudlæge. Det er ekstremt svært at få fat i en hudlæge, og derudover er det umuligt at få en tid inden for et par uger – der er flere måneders ventetid, medmindre lægen udskriver en akuttid. Lægen, jeg snakkede med om morgenen, var ikke nogle af dem, som så mig om mandagen, så hun havde ikke udskrevet en henvisning med akuttid. Så jeg ringede igen om fredagen og fik fat i samme læge igen. Hun ville ikke udskrive en akuttid, når hun ikke havde set mig. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind. Det kan godt være, at antihistaminerne hjalp en smule, men det var langt fra nok. Heldigvis kunne hun se mig samme dag, fredag. Hun blev noget chokeret, da hun så mig. Jeg havde massivt udslæt på ryggen, som var blevet plamage agtigt. Begge arme og ben var dækket, maven var plettet og jeg var begyndt at få udslæt op ad halsen og i nakken.

Lægen udskriver en akuttid og prøver at få fat i en hudlæge. Det lykkedes ikke, så hun siger, at jeg selv skal ringe. Derudover udskriver hun kraftigere antihistaminer og binyrebarkhormon opløsning. Jeg ringer til en hudlæge om eftermiddagen, som ikke vil tage mig akut, fordi lægen skal ringe til dem – suk, hvor er jeg træt af at blive jagtet rundt i systemet.

I weekenden konstaterer jeg, at de stærkere antihistaminer virker, men jeg vil ikke smøre binyrebarkhormon opløsningen på udslættet, for jeg ved, at det bare maskerer tingene og ikke løser problemet. Og jeg vil gerne have, at en hudlæge ser udslættet, som det er.

Mandag ringer jeg til lægen igen. Jeg er dybt frustreret, men denne gang får jeg fat i den læge, som så mig første gang. Hun har fuld forståelse for min frustration, og hun tager sig af det. En time senere ringer hun og har fået en tid hos en hudlæge samme dag. Jeg er hende dybt taknemmelig.

Jeg kommer op til hudlægen, og han undersøger mig. Han konstaterer, at udslættet ikke skyldes dyr af nogen art – så ikke fnat, mider, lopper eller andet – heldigvis. Det smitter altså ikke. Han mener, at det er udslæt, som kommer af sig selv. Han udskriver noget creme, og da jeg spørger, om det er binyrebarkhormon creme, for jeg meget bestemt at vide, at jeg ikke dør af det. Jeg bliver lidt chokeret, for jeg var egentlig bare nysgerrig efter, hvad han udskrev. Derudover udskriver han antibiotika. Ifølge ham selv fordi han ikke vil have, at jeg får en infektion, når jeg klør mig. Derudover siger han, at antihistaminer ikke virker.

Jeg bryder mig ikke ret meget om, at han reagerede så negativt på mit spørgsmål om binyrebarkhormon creme. Jeg ved, at det ikke lige frem er noget godt. Derudover har det samme effekt som panodiler – det dæmper og maskerer ens sygdom, men det helbreder på ingen måde. Jeg slår cremen op på nettet og finder ud af, han har udskrevet den kraftigste binyrebarkhormon creme, som kan fås. Den er i kategori 4, og der står decideret, at man skal prøve mildere versioner først. Desuden frarådes det at bruge den på hud, som er skadet. Og min er en del skadet, fordi jeg har kløet hul på den adskillige steder. Jeg finder også ud af, at binyrebarkhormon hæmmer immunforsvaret, hvilket er årsagen til, at han har udskrevet antibiotika. Jeg kan virkelig ikke se, at det er en særlig velovervejet behandling, så jeg vælger at tage min egen vej.

Dagen efter klør det meget mere, end det gjorde dagen før. Jeg konstaterer derfor, at antihistaminerne må virke, uanset hvad hudlægen siger. Derudover synes jeg, at mit udslæt er knapt så rødt som dagen før. Jeg beslutter mig for, at jeg vil tage antihistaminerne og få kløen under kontrol. Dernæst vil jeg benytte noget af den binyrebarkhormon opløsning, som jeg fik udskrevet af mit eget lægehus. Det er kun klasse 2, og hvis det er nok, så er der ingen grund til at bruge den skrappe creme.

Om onsdagen er udslættet faldet endnu mere til ro, og jeg beslutter mig til at holde mig til antihistaminerne ugen ud. Hvis det bliver ved med at gå den rigtige vej, så vil jeg ikke gøre mere. Heldigvis forsvinder udslættet af sig selv, så det til sidst kun er sårene, der skal have lov til at hele. Og så skal jeg aldrig mere til den hudlæge. Han var vist mest typen, der er til at skyde gråspurve med kanoner, og det vil jeg ikke lægge krop til.